232: Er det virkelig så farligt at tabe sig hurtigt i overgangsalderen?
Apr 24, 2025
Der er noget, jeg bliver nødt til at tale om.Fordi jeg ser det igen og igen – og jeg forstår det godt:
Du er frustreret. Du føler dig tungere, end du plejer. Din krop reagerer ikke, som den gjorde før. Og så kommer ønsket om hurtigt at komme tilbage på sporet. Væk med kiloene. Hurtigt. Og kiloene må bestemt gerne forsvinde hurtigt, men det kan også gå for hurtigt.
Og ønsket er blevet forstærket af det, jeg kalder for Wegovy-effekten.
Wegovy-effekten – og hvorfor det er et skråplan
Først skal jeg lige understrege, at jeg intet har imod Wegovy. Jeg har flere klienter på Wegovy.
Det kan være et godt og vigtigt redskab for nogle – særligt dem med svær overvægt eller helbredsmæssige udfordringer.
Men det har skabt en forventning i befolkningen om, at vægttab skal gå hurtigt. Meget hurtigt. 4-5 kilo på en måned. 10 kilo på to. Selv for os kvinder i overgangsalderen.
Problemet er, at det sætter en ny standard for, hvad vi anser som 'normalt' vægttab. Og hvis du så ikke taber dig i det tempo – så tror du, der er noget galt.
Men det er der ikke. Der er noget galt med forventningen. Ikke med dig.
Problem #1: Ved hurtigt vægttab mister du muskelmasse – og det sænker dit hvilestofskifte
Når du taber dig hurtigt, mister du både fedt og muskler.
Og i overgangsalderen, hvor østrogenniveauet falder, mister du i forvejen muskelmasse, medmindre du aktivt arbejder på at bevare den.
Østrogen har en muskelbeskyttende effekt. Når østrogenniveauet falder i overgangsalderen, bliver det sværere at opbygge og vedligeholde muskelmasse – især hvis du samtidig spiser for lidt protein eller ikke stimulerer musklerne gennem styrketræning eller belastning.
Hvis du så oveni lægger et stort kalorieunderskud – som ofte sker ved lynkure eller hurtige vægttabsstrategier – så tager kroppen det, den skal bruge, fra både fedt og muskelvæv.
Og muskler er dit stofskifteaktive væv. Det er dem, der holder forbrændingen oppe – selv når du hviler. Så når du mister muskelmasse, sænker du reelt din forbrænding – også efter kuren.
Det er derfor, mange kvinder siger efter en skrap diæt: "Jeg spiser jo ingenting – men tager stadig på."
Det er ikke indbildning. Det er fysiologi.
Det kan ændres, men det kræver en målrettet indsats, og det er langt bedre ikke at ende der i første omgang.
Problem #2: Ved hurtigt vægttab stresser du kroppen – og forværrer dine overgangsalder-symptomer. Overgangsalderen i sig selv er en form for biologisk stress. Kroppen skal tilpasse sig en ny hormonel balance.
Hvis du samtidig begynder at spise meget lidt eller træne hårdt uden at restituere, så lægger du ekstra stress oven i en allerede presset tilstand.
Et meget lavt kalorieindtag øger kroppens produktion af stresshormonet kortisol.
Kortisol har en række effekter – bl.a. påvirker det søvn, humør, sultregulering og fedtlagring – særligt omkring maven.
Og hvad oplever mange kvinder i overgangsalderen i forvejen?
Dårligere søvn. Flere humørsvingninger. Øget sukkertrang. Mere mavefedt.
Alt det forværres, når kroppen føler sig truet – som den gør, når du sulter dig.
Så selvom du umiddelbart taber dig, så vender fedtet med stor sandsynlighed tilbage – med forstærket effekt og ekstra meget omkring maven.
Derudover kan et for lavt kalorieindtag føre til mangler på essentielle næringsstoffer – f.eks. magnesium, B-vitaminer og jern – som er vigtige for både energi, hormonbalance og humør.
Problem #3: Ved hurtigt vægttab er der ikke fokus på vaneændringer, men kun at spise så lidt som muligt. Det er ikke en vaneændring, og derfor tager du det hele (og lidt mere) på igen
Når vægttabet går for hurtigt, når hjernen ikke at være med. Du ændrer måske på, hvad du spiser, men ikke hvordan eller hvorfor.
Det betyder, at så snart du ikke længere følger planen – så vender gamle mønstre tilbage. Og vi ser det igen og igen.
Vægttab handler ikke kun om viljestyrke eller kalorier.
Det handler om automatiserede mønstre – og de sidder i din hjerne.
Hurtige vægttabsstrategier springer ofte over, hvor vanen er lavest:
Du får en plan. Du følger den. Du taber dig. Men du lærer ikke noget om, hvorfor du spiser, som du gør – eller hvordan du tackler de situationer, der trigger dig.
Resultatet er, at vægttabet ikke holder.
Undersøgelser viser, at op mod 95 % tager det hele på igen efter et hurtigt vægttab – og ofte mere.
Og det er netop derfor, jeg siger: Hurtigt vægttab er ikke løsningen. Det er symptomet på et ønske om hurtig kontrol – men det fører sjældent til langvarig frihed.
Og husk nu lige, hvad jeg sagde indledningsvist: Du kan tabe dig hurtigt, hvilket er fint og det, jeg gør med mine klienter – men du kan også tabe dig for hurtigt, og det giver bagslag.
Så hvad skal du gøre i stedet?
Du skal tage et skridt tilbage og spørge dig selv:
Hvordan kan jeg gøre det her på en måde, jeg kan holde fast i?
Hvordan kan jeg tage højde for min krop, som den er nu – ikke som den var, da jeg var 28?
Overgangsalderen ændrer dine vilkår – og derfor skal din strategi også ændres.
Et varigt vægttab starter med at se på, hvad du gør, der spænder ben for dit vægttab, få brudt med de uhensigtsmæssige mønstre og vaner og spis på en måde, der gør dig sund – ikke bare tynd.
Har du den ikke endnu, kan du hente min gratis guide 7 gode råd til vægttab i overgangsalderen her.