137: Hvis jeg accepterer min krop som den er, kommer jeg aldrig til at tabe mig. En snak om kropsforagt, vægtaccept og det varige vægttab.

I mange år troede jeg, at hvis jeg accepterede hvem jeg var, hvordan jeg så ud eller hvor jeg var i en given proces, så betød det også at jeg ikke ville forandre mig.
At så ville jeg fortsætte med at fejle - vægten ville aldrig falde og jeg ville for evigt forblive hvor jeg var både fysisk og mentalt.
Hvis jeg ikke konstant var “efter mig selv” og var hård ved mig selv, så ville jeg aldrig rykke mig.

Men.
Accept er IKKE det samme som stilstand - tværtimod!

Forleden sad jeg online og havde en konsultation med en af mine1:1 klienter, Katrine, hvor vi kom vi ind på accept af vægt og krop. Det gør vi næsten altid før eller siden i et forløb, fordi det er noget der potentielt kan ødelægge et varigt vægttab, hvis kvinden ikke accepterer hendes vægt eller krop.

Bemærk at jeg skriver ‘accept’.

Jeg siger ikke, at du skal elske eller forherlige din krop - bevares det må du meget gerne - men for mange af mine klienter er det at skulle acceptere et kæmpe skridt.

Så inden du frygter, at jeg begynder at skrive at du skal stille dig foran spejlet og finde flotte kropsdele på dig selv eller sige til dig selv at du elsker dig selv 100 gange, så bare rolig. Det kommer jeg ikke til, for ved du hvad? Det virker ikke.

Det er en overfladisk måde at tilgå en dybereliggende opfattelse på og har du læst med her før, så ved du også at jeg ikke arbejder med overfladiske eller hurtige lappeløsninger.

Selvom jeg sagtens kunne tage denne uges skriv op på et samfundsplan, så holder jeg det til personen - altså dig.
Det gør jeg fordi at du er den eneste der kan skabe en forandring relativt hurtigt i dig selv.
En stor del af den kropsforagt og mangelende accept af vægt skyldes den kultur vi er vokset op i. Den måde hvormed bestemte kropsfigurer og mål er blevet forherliget. Alt mens andre er blevet stigmatiseret, brugt som skydeskive og sidestillet med uhensigtsmæssige person og karaktertræk, har virkelig sat sine spor.
Mediernes favorisering af den slanke figur, de sociale mediers filtre og ‘vi må kun se de skønne sider’ har ikke gjort problemet mindre. For slet ikke at tale om hvordan vægttabsindustrien til stadighed mejsler et billede af, at vægttab handler om at tage sig sammen, om at få en rygrad og om at dem der ikke taber sig, nok ikke rigtigt ønsker det.

Der er dæleme ikke noget at sige til, at så mange kvinder har svært ved at acceptere deres vægt eller krop - de er for pokker blevet fortalt hele deres liv, at de skal ændre den og måske ligefrem foragte den.

Mange kvinder, måske også du, har en iboende modstand på at acceptere den vægt du har

1: fordi du helt reelt ikke bryder dig om den og det du ser i spejlet

2: fordi du er bange for, at hvis du accepterer din vægt, så vil du droppe at tabe dig og vægten vil gå ‘helt amok’.

Når jeg har kvinder i et forløb, så går der typisk et par uger inden det går op for dem, at denne gang vil de rent faktisk lykkes. Denne gang gør de vægttabet anderledes.

Det skyldes primært, at i et forløb hos mig der tager vi hånd om alt det bagvedliggende såsom trøstespisning, kedsomhedsspisning, stressspsinsing, uhensigtsmæssige vaner etc, men vi adresserer også selvværd, selvbebrejdelse, skam, kropsdysmorphia, selvsabotage mv når det er passende og relevant.

Efter et par uger kommer kropsaccepten på banen - ikke altid, for som du ved: ingen kvinder, eller forløb, er ens.
Men årsagen til den manglende kropsaccept er: kvinden kan/vil ikke acceptere den nuværende krop eller vægt, fordi hun er bange for at hun dropper vægttabet og tager på igen.

Men her er vi nødt til at se på realiteterne og det er, at faktisk fordrer accept et vægttab.

Når du accepterer dig selv, gør du plads til at rykke fremad. Du giver mulighed for at du kan ‘arbejde’ effektivt og nå resultater meget hurtigere. Du vil arbejde hurtigere, fordi du behøver ikke at frygte dig selv og dine nedladende indre kommentarer, når du ikke gør det perfekt eller kommer til at fejle.

For er det ikke rigtigt at ikke nok med at du ikke accepterer din krop, så taler du også enormt grimt til dig selv?

Og det siger jeg ikke for at pege fingre, men fordi de to ting ofte hænger meget tæt sammen.

Du er efter dig selv konstant. Kun når det går godt, kan du acceptere dig selv.

Men prøv at forestille dig, hvis det var et andet menneske og med noget andet der skulle læres - for et varigt vægttab skal læres.

Lad os sige at dit barn skal lære at læse.

Dit barn skal lære at læse, men du kan kun acceptere hende når hun læser helt perfekt - uden fejl. Du kan under ingen omstændigheder acceptere selve processen, at det tager tid at lære og at der vil ske fejl. Der vil være gode dage. Der vil være dårlige dage.

Nej, dit barn får kun din accept, såfremt hun mestrer læsning til fulde.
Hvordan ville det lige være med læseprocessen? Ville den være rar? Ville hun lære hurtigere?

Eller ville det være fordrende at have et menneske ved siden af, der kun kunne være rar, opmuntrende og accepterende overfor barnet og processen?

Det er præcis det samme med din vægt. At acceptere, at den vægt du har i dag, samtidig med at du arbejder på og ønsker et vægttab, IKKE er hinandens modsætninger.

Det kan sagtens sameksistere og faktisk hjælpe dig.

Ligesom du godt kan acceptere, at dit barn ikke kan læse, men du samtidig hjælper hende til at lære det.

“Jamen Gitte, jeg burde jo have tabt mig.”
Burde tanker kan vi ikke bruge til en dyt!

Burde-tanker repræsenterer altid fantasiland - altså en virkelighed der ikke er. For sandheden er, at det har du ikke og burde-tanker gør kun, at du er endnu mere efter dig selv.

Når vi accepterer der hvor vi nu engang er - f.eks. i et vægttab - så tager vi helt automatisk udgangspunkt i dette sted og arbejder derudfra.
Det betyder, at de krav vi stiller og den plan vi lægger, passer nøjagtigt til det sted vi er og er hverken urealistisk eller uoverskuelig - men passer perfekt.

Alt for mange kvinder begår den fundamentale fejl, at de ikke tager udgangspunkt i der hvor de er, med det liv de lever. De har burde-krav til dem selv og lægger derfor en plan de under ingen omstændigheder kan overholde. F.eks. At de skal undvære alt stivelse eller faste eller følge en eller anden rigid kostplan eller tælle kalorier.

Når planen ikke er passende sker der det før eller siden, at de fejler og bebrejder dem selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare gøre som jeg havde planlagt? Så kommer der et nyt lag skyld, skam og selvbebrejdelse oveni det gamle. Uaccepten vokser og tiltroen falder.

En meget uhensigtsmæssig og negativ spiral at være fanget i

Den største hindring for kropsaccept er frygten for at tage på. For hvis jeg accepterer min krop, så kommer jeg jo ikke til at tabe mig...

“Det lyder rigtigt Gitte, men alligevel. Jeg ved altså, at hvis jeg accepterer min vægt, så tager jeg på eller dropper at tabe mig.”
Allerførst får jeg næsten lyst til at spørge “og hvad så? Hvad så hvis du droppede det?”

Jeg ved, at det ikke er det der sker, men lad os sige at det skete: hvad ville der så være så skrækkeligt ved det?

Hvis du fuldstændigt accepterede den krop du har og det så betød, at du ikke længere ønskede et vægttab, hvad ville det så betyde for dig? Mere følelsesmæssig frihed? Kortere levetid? Hvad ville konsekvensen være?

Og står det mål med det du oplever nu?

Men altså, det sker ikke.

Lad mig give dig et andet eksempel som flere kan relatere til: økonomi.
Ligesom med vægt, kan du sagtens have en økonomi du accepterer - den er hvad den nu engang er - men du vil gerne have et større råderum og derfor arbejder du på at have et større økonomisk overskud. Du accepterer din økonomi og arbejder på, at den bliver bedre.

Du kan også acceptere din vægt samtidig med at du arbejder på at den skal blive lavere.

“Jamen Gitte, min krop er så grim at jeg kan slet ikke holde den ud”

Det er også okay.
Du må gerne synes at din krop er grim.

Jeg siger ikke, at du skal elske din krop eller synes at den er flot, når du ikke gør.

For det første virker det ikke at ‘tvangselske’ og for det andet, så er det vitterligt okay, at du ikke finder din krop flot.

Her skal vi huske at accept ikke handler om at du skal ændre hvad du synes er pænt.

Det handler om at acceptere tingene som de er.
Nu bringer jeg igen lige børn på banen…
Lad os sige at du har et barn og at du på et tidspunkt finder ud af, at han ikke er som andre børn. Han har en diagnose. Han er ikke “normal” (normal i kæmpe citationstegn). Han har måske autisme, adhd, indlæringsvanskeligheder eller asocial adfærd - et eller andet der gør, at han ikke er som de andre.

Til at starte med, vil du sikkert have mange blandede følelser. På et tidspunkt vil du, med stor sandsynlighed, acceptere at han er som han er, og så vil du arbejde derudfra.
Her er det jo også helt okay at tænke: jeg vil gerne have, at han er ligesom alle de andre. Ligesom det er helt okay at tænke: min mave er ikke pæn.

Og derefter tilføje en lille hale, der går på: “jeg ville ønske at han var som alle de andre, men jeg accepterer ham og hjælper ham så godt jeg kan.”

Ligesom “Jeg synes ikke min mave er pæn, men jeg accepterer at den ser sådan ud og arbejder samtidig på at tabe mig.”

Fordi du accepterer tingenes tilstand, betyder det ikke at du ikke vil ændre dem.

Når du accepterer tingenes tilstand, kan du slippe den mentale stegepande, som du slår dig selv i hovedet med, når du træder ved siden af eller ikke rykker så hurtigt som du ‘burde’ - og dét giver både frihed og energi til meget mere fremdrift. Præcis som jeg indledningsvist fortalte.

Accept giver et helt andet perspektiv med mange flere muligheder.

Kan du se hvordan det ene ikke udelukker det andet og at du faktisk vil gøre rejsen lettere, ved at acceptere der hvor du er?

Sidder du med de samme begrænsende tanker som jeg selv gjorde og som mange af mine klienter gør når vi starter?
Så virker en fuldkommen accept måske utopisk og som “for meget”?
Det forstår jeg.
For mine klienter tager det ofte en rum tid inden accepten vinder indpas og i et forløb er det sideløbende med alt det vigtigste, nemlig afmontering af overspisning, ændring af vaner mv. Alt det der medfører et vægttab der holder.

Men én ting er helt sikkert - accept vil gøre rejsen lettere.

Har du brug for min hjælp til at opnå et varigt vægttab og et liv uden overspisning, så book en afklarende samtale her eller kig på menulinjen øverst