172: Når barnet mistrives, finder mor trøst i maden

Lyt artiklen på podcasten VÆGTVINDER via Spotify ved at trykke på playknappen.
Foretrækker du Apple Podcast tryk her
Husk at følge podcasten så du ikke går glip af mine bonusepisode, der kun udgives til faste følgere (gratis).

Når dit barn har det svært, har du det svært.
Det er vel nærmest en naturlov. Jeg har til dags dato aldrig oplevet en mor, hvis barn havde det svært, der ikke selv blev tynget af det. Nuvel er der stor forskel på hvad svært indebærer. Jeg hverken kan eller vil gøre mig klog på hvad du kan gøre for at dit barn får det bedre, men jeg vil i stedet fokusere på den person du formentlig har sat nederst på prioriteringslisten, nemlig dig.

For nu hvor dit barn har det svært og du gør hvad du kan for at være der for ham/hende, hvem tager sig så af dig?

Formentlig ingen.

Det betyder ikke, at du ikke har en god mand og måske har du selv en mor, der kærer sig om dig. Men det er let at komme til at føle sig alene i det - og mislykkedes.

Selvom dit barns udfordringer formentlig ikke skyldes dig og din mor rolle - så er det nærmest umuligt ikke at føle sig skyldig. Tankerne kører rundt ‘kunne jeg have gjort noget anderledes’?. Hvad nu hvis?’

Jeg ved at det er noget af det værste. Hvis ikke lige omgivelserne har gjort dig opmærksom på det, så kan du være helt sikker på, at en mor, hvis barn ikke er i trivsel - igen uanset alder - har en stor bebrejdende finger pegende ind mod sig selv.

Hvad har mit barns mistrivsel med mad og spisning at gøre Gitte?
Når du som mor både har placeret dig selv nederst på prioriteringslisten, for nu handler det om at få barnet på fode og samtidig er tynget af skyldfølelse - hvad trænger du så til?

En pause…

En pause hvor du både fysisk og mentalt kan trække vejret, hvor bekymringerne slipper og du kan føle lidt overskud.

Og hvad er en hurtig, pålidelig måde at få det på?
Ved at spise.

Det at spise noget - typisk noget af det du rigtig godt kan lide som f.eks. Chokolade, men det kan i princippet være alt fra en ostemad til en gang suppe, giver dig en pause.

En meget kort pause, som du måske fortryder senere, men ikke desto mindre er det en lille pause. Dét at du tager maden, måske laver den og spiser den, giver dig en kærkommen distraktion fra det, der tynger.

I et kort øjeblik får du en pause fra bekymringerne.
En pause fra det praktiske.
En pause fra hverdagen.
Men nok den vigtigste pause - en pause fra dig selv.

For jeg vil vædde med at den indre dialog der kører omkring dit moderskab er svær, den er drænende og den har du brug for en pause fra.

For hvem er du? Din egen værste fjende.

Mor der trøster hendes voksne datter

At spise, giver dig en pause fra selvbebrejdelse

Dét at spise for at få en pause er ikke anderledes end at nogle mennesker tager en cigaret, andre et glas vin, nogle begraver sig i spil eller porno - det er en kortsigtet måde at få en pause fra det, der tynger dig. 

Men det hjælper dig ikke, for så snart chokoladen er spist, så er virkeligheden der igen. Dit barn har det stadig svært og du har det også svært og nu har du bare endnu mere dårlig samvittighed.

Kan du nikke genkendende til det her?
Måske er du fanget i et dobbelt mønster, hvor du måske både søger pause i maden og i et glas vin for meget?

Men det at spise giver dig også noget andet i en svær tid…
Det giver dig et mere håndterbart problem.

At overspise kan være et pseudoproblem
Ofte når vi har det svært, så får vi skabt et pseudoproblem - altså et andet problem som vi kan fokusere på, frem for det egentlige problem. Det er en ubevidst mekanisme. Du kender det måske fra dit parforhold. Du er drøntræt af din mand og hans måde at anskue verden på og i stedet for at tage en snak om det, så er det efter ham omkring noget ubetydeligt f.eks. Låget på tandpastaen eller toiletbrættet for nu at nævne nogle klassikere.
Og det er noget vi alle gør - undertegnede inklusiv. Det er en måde at passe på os selv. En meget uhensigtsmæssig måde, men sådan fungerer vi mennesker - vi er ikke de rationelle og hensigtsmæssige væsner vi gerne vil fortælle os selv at vi er.

Men ved at have et pseudoproblem tager vi også og flytter lidt af smerten ud af det faktum at ens barn har det svært. Så kan vi selv være problemet og det er for de fleste mødres vedkommende lettere at være i.

Så hvad skal jeg gøre for ikke at spise, når jeg tynges af mit barns mistrivsel?

Først og fremmest mød dig selv med venlighed - du har uden tvivl gjort det bedste du kunne med den viden og de muligheder du havde til rådighed.

Og så skal du huske, at den bedste måde at hjælpe dit barn på - og det tror jeg er uanfægtet problemet, at du har det godt. Er der noget der skal undskyldes for, så gør det.

Som min behandler så fint sagde til mig på et tidspunkt: Gitte, du kan godt rydde op baglæns. Du kan godt gå tilbage og sige undskyld. Selv for noget, der er sket for mange år siden.

Og så skal du skelne mellem det der er inden for din kontrol og hvad der er udenfor din kontrol og det afhænger jo meget af dit barn og det vedkommende gennemgår.

Og så vær opmærksom på din spisning. Du læser med her, formentlig fordi du kæmper med vægten og/eller overspisning og derfor afspejler din spisning og vægt hvordan du har det.

Det kommer til at lyde forkert, men lige nu. Lige nu, hvor dit barn har det svært, er faktisk det perfekte tidspunkt at begynde at bryde med dine uhensigtsmæssige spisemønstre. Lige nu, hvor du har allermindst overskud, vil det have afgørende effekt fremadrettet. For hvordan er det nu i de gode tider? Der er det let(tere) at spise det rigtige og tabe sig. Men hvad sker der når livet bliver svært? Så kommer mønstrene frem. Så du skal adressere dem nu, nu hvor det er svært.

Det vil gøre dig stolt, det vil hjælpe dig. Det vil ikke blive let, men jeg vil næsten vædde med, at det bliver lettere end du frygter. Særligt hvis det jeg har sagt her i dag ræsonnerede med dig.

Tak fordi du læste. Vil du have min hjælp til at ændre dine uhensigtsmæssige mønstre, så du - uanset hvad livet bringer - ikke længere reagerer ved at spise og tage på, så kan du læse mere her.