KONTAKT

215: Hvorfor bliver det "pludselig" så svært at tabe sig? De 3 grunde til kvinder mister motivationen, selvom metoden er god

overgangsalder overvægt podcast vægttabsråd Dec 12, 2024
Svært at tabe sig?

Hvorfor bliver det pludselig så svært at fortsætte vægttabet?


De 3 fejltagelser, der får kvinder i overgangsalderen til at falde fra i et vægttab


Kender du det, at du er kommet godt i gang med et vægttab? Du føler, at du er godt på vej, og vægten går støt nedad, men så 'pludselig' skrider det. De gamle vaner begynder at vende tilbage, og vægttabet føles ikke helt så motiverende længere.


"Åh nej, det er det, der altid sker for mig. Jeg kommer godt i gang, og så mister jeg momentum, og inden længe er jeg tilbage ved udgangspunktet."


Hvis du kan genkende det, så er det godt, du læser med.
Vi skal tage fat i 3 af de værste faldgruber, som kvinder ofte falder i omkring 2 måneder inde i et ellers velfungerende vægttabsforløb - for så kan du undgå dem og endnu bedre hjælpe dig selv op, når du falder i - for det gør du med stor sandsynlighed. Ikke fordi der er noget galt med dig, men fordi du er et menneske - en kvinde i eller omkring overgangsalderen.


Langt de fleste kvinder i overgangsalderen kan finde ud af at være på en vægttabsplan de første par uger. Næsten uanset hvor rigid, urimelig eller ubehagelig den er, så kan de fleste kvinder få sig selv tvunget til at følge den. Det kan de, fordi kvinder, særligt fra de årtier der er i og omkring overgangsalderen nu, er ekstremt gode til at presse sig selv – efter min mening meget bedre end mænd (og nej, dette er ikke fordi det skal handle om kønnene, men kvinder kan bare tvinge sig selv til at gøre nogle ting og modstå noget ubehag, som mænd aldrig ville udsætte sig selv for – om det er godt eller skidt, vil jeg så lade dig vurdere).
Uanset om det er detox, faste, keto, vanvittige slankeplaner, vægttabsmedicin eller andet, så kan de fleste mestre det i starten – men på et tidspunkt hører det op.


Lidt afhængigt af hvor vanvittigt slanketiltaget er, og hvor meget kvinden vil udsætte sig selv for, så plejer det at gå godt i omkring en måned. Her må jeg også lige tilføje, at det gælder også, hvis det er en fornuftig vægttabsstrategi – altså en helt almindelig sund livsstilsomlægning, som ændrer lidt i hovedmåltiderne og reducerer slik- og snackindtaget.


Med andre ord, i et hvilket som helst vægttabsforløb er det helt almindeligt, at du på et tidspunkt bliver ramt af bestemte faldgruber, hvor du mister motivationen og måske giver op – spørgsmålet er bare hvornår.
Pludselig begynder du at spise lidt færre grøntsager igen eller lidt flere snacks. Pludselig sniger der sig nogle af de gamle “uvaner” tilbage, og var du begyndt at motionere, er det måske gået lidt fløjten.
Inden du får set dig om, er en stor del af den vægt, du har reduceret, pludselig kommet på igen.
Og det er egentlig ikke fordi, du ikke har lyst til at fortsætte vægttabet – det bliver bare pludselig enormt svært at gøre det, du gjorde lige i starten af vægttabet, og der føltes det måske endda nemt. “Hvorfor er det pludselig blevet så pokkers svært!?” spørger du måske dig selv.
Og det er der tre helt bestemte grunde til.

 

 


#1 Det har hele tiden været svært

Det har været svært hele tiden, men fordi du er god til at presse dig selv, oplevedes det ikke så svært i starten – dertil at du formentlig startede op på vægttabet, fordi du var drøntræt af, at vægten var “så høj”. Det ses typisk hos kvinder, der er vant til at tilsidesætte sig selv og egne behov. De kan virkelig køre på med nogle helt urimelige kostkrav til sig selv. Men fordi et vægttab jo ikke er en midlertidig løsning, falder selv de mest standhaftige kvinder – og det er altså en god ting. Fordi hvis din vægttabsmetode er til den mere ekstreme side, f.eks. keto eller faste, så er den uhensigtsmæssig og usund, og så er det godt, du ikke kan holde den – for ellers har det konsekvenser på sigt.

 

Kvinder, der lever på ensartede diæter som keto, risikerer mangeltilstande, og fastekure, hvor kvinden oplever ubehagelig sult, ender som oftest med, at hun overspiser i spisevinduerne. 


Så den første grund er altså, at det har været svært hele tiden, men du er vant til at overhøre advarselslamperne i dit hoved, så du kløede på alligevel. Svaret hertil er, at næste gang du påbegynder et vægttab, så spørg dig selv: Er denne metode en metode, jeg kan se mig selv efterleve for altid? Er den sund og bæredygtig for mig?

 


#2 Det skal være ‘perfekt’, ellers kan jeg lige så godt lade være (alt eller intet)

Jeg ved ikke, hvor vi kvinder har fået denne perfektionistiske tilgang til vægttab fra, men den hjælper os ikke. 


Der er intet her i livet, der er perfekt, og det ved vi godt rationelt, men alligevel synes vi – og ja, jeg skriver vi, fordi jeg kender det også fra mig selv – at vi skal gøre tingene perfekt. Og det kan ikke lade sig gøre – under ingen omstændigheder med et vægttab eller en livsstilsomlægning. Noget af det vigtigste, jeg lærer de kvinder, der går hos mig, og altså er i eller omkring overgangsalderen og gerne vil tabe sig, er at forlægge og ændre den adfærd, der hedder: "Hvis jeg gør noget ‘galt’, så tager fanden ved mig, og så går det helt galt."

 

Eksempel: Kvinden er godt i gang med et hensigtsmæssigt vægttab. Hun spiser sundt og spiser en gang imellem lidt sødt i moderate mængder, og det hele kører derudad. Nu skal hun på weekendtur, og hun ved, at det bliver en weekend smækfyldt med fristelser. Hvordan navigerer hun i det, og hvordan undgår hun, at weekendturen bliver det, der får hele læsset til at vælte?

For én ting er at nyde weekenden, ikke undvære hyggen og stadig tabe sig eller holde vægten. Noget helt andet er, at uanset hvordan det går i weekenden, så må det ikke føre til, at hun aldrig fortsætter sit vægttab. Der er nogle indgroede dynamikker og responser, der skal adresseres der.


Dit vægttab bliver ikke perfekt, og du kommer ikke til at gøre det perfekt. Jo hurtigere du kan lære dig selv det, jo bedre – for så når du ikke at falde helt fra og tage en masse på, inden du kommer tilbage på sporet igen. Her er læringen at acceptere – og faktisk tilønske – at dit vægttab ikke bliver perfekt.

 

 

#3 Du har urealistiske forventninger

For tiden bliver vi “udsat for” billeder af vilde vægttab. Det er egentlig ikke fordi, de ikke altid har eksisteret, men vi bliver bare eksponeret rigtig meget for dem, særligt på de sociale medier. Og så er der, i takt med vægttabsmedicin som er rigtig populært for tiden, også sket det, at der er kommet nogle vilde vægttabshistorier. Problemet er for det første, at mange “glemmer” at fortælle, at det er vægttabsmedicinen, der har gjort det (ikke fordi man skal fortælle det, men fordi beskueren snydes til at tro, at det er sket “på egen hånd”). Hvis man ikke ved, at det er vægttabsmedicin, der forårsager vægttabet, så kan man let tro, at det er forkert det, man gør, når kiloene nu ikke bare rasler af.


Dertil kommer, at store hurtige vægttab ikke er sunde. Det er de ikke, fordi du også mister knoglemasse, organmasse og muskelmasse, og du øger risikoen for at overspise, når du ikke længere skal tage medicinen, eller du vænner dig til den.
Jeg forstår om nogen godt, at man ønsker et hurtigt vægttab. Virkelig. Da jeg vejede 25 kilo mere end i dag, var jeg godt nok også ked af det og desperat efter at komme ned i vægt. Jeg prøvede også datidens slankemedicin, men kunne bare ikke tåle det – heldigvis. For havde jeg kunnet tåle det, havde jeg sikkert tabt mig hurtigt, men jeg ville også have tabt muskelmasse, knoglemasse og nok også min forstand, for jeg blev ramt på psyken dengang.


Men tilbage til emnet: De store vægttab, du ser på de sociale medier, kan gøre, at du tror, at du skal tabe dig ligeså hurtigt – og det skal du ikke. Det anbefales heller ikke. Husk at have realistiske forventninger til dit vægttab, og husk også, at hvis du gør det på en sund, hensigtsmæssig måde, så kan det godt være, at det går lidt langsommere, end hvis du sulter din krop gennem vægttabsmedicin. Et sundt, almindeligt, hensigtsmæssigt vægttab ligger på mellem 200 og 800 gram om ugen for en kvinde, der har 5-20 kilo at tabe.


Jeg skal lige understrege, at jeg ikke er imod vægttabsmedicin. Jeg har en del klienter, der er på det, og det, der er vigtigt, er bare, at du imens du er på det, får taget hånd om din spiseadfærd på en måde, så når du skal af medicinen igen, eller din krop vænner sig til den, så tager du ikke på igen.