🎧 Episode 80: Tilsidesætter du dig selv for at behage andre? Så er det (måske) årsagen til hvorfor du har så svært ved at tabe dig.
May 19, 2022Podcasten VÆGTVINDER findes også på din foretrukne podcast-lyttested som f.eks. I-tunes, Spotify mv. Søg blot efter 'VÆGTVINDER'.
Når vi på modul to på VÆGTVINDER®forløbet begynder at tage fat i og ændre de spisemønstre der spænder ben for et varigt vægttab, så går en af øvelserne ud på at identificere ens spisemønstre.
For kun ved at kende dine spisemønstre, kan du ændre dem.
Jeg har talt og registreret 48 forskellige spisemønstre blandt de kvinder der går hos mig enten online eller i min vægttabsklinik på Fyn.
Dette er forskellige mønstre - årsagssammenhænge om du vil, som kvinderne udviser der forhindrer hende i at opnå det hun egentlig ønsker, nemlig et varigt vægttab.
Vi har alle sammen og udviser alle en række spisemønstre.
Nogle spisemønstre er hjælpsomme, andre neutrale og så er der en gruppen uhensigtsmæssige spisemønstre og det er de 48 førnævnte, hvoraf jeg i dag vil tale om en af dem ‘pleaser-spiseren’.
Pleaser-spiseren har faktisk to forskellige sider, to spisemønstre, men de er begge resultater af at være ‘behagesyg’ som det også hedder når du er en såkaldt pleaser.
Hvis du sætter andre i første række og du har svært ved at tabe dig så er det i dag at du skal følge godt med.
Du behøver ikke udvise begge pleaser-spiser sider, så selvom du ikke kan kende dig selv i den første, så bliv alligevel ved med at læse, for nummer to er virkelig vigtig.
Den første side af pleaser-spiseren er den der ligger lige for i forståelsen, nemlig at du spiser for at behage andre.
Det kan eksempelvis være, at du er inviteret ud at spise og da du kommer til bords bliver der serveret noget du ikke kan lide eller af andre årsager ikke spiser. Men fordi du er en pleaser og ikke kan lide at sige nej, så tygger du dig alligevel igennem den røde bøf, selvom du væmmes ved mad der ikke er gennemstegt. Du spiser alligevel perleløgene selvom du ikke kan fordrage dem. Alt imens du smiler og måske endda roser maden.
Det kan også være, at du skal ud og spise med din veninde, men du er faktisk ikke sulten da i kommer frem. Du vil dog ikke lade hende sidde alene og spise, så du bestiller og spiser noget alligevel. Det er bedre at du spiser selvom du ikke er sulten, end at hun skal føle ubehag eller måske blive skuffet.
Pleaser-spiserens ene side er altså den, hvor du direkte spiser for at behage andre. Hvor du udtrykker din taknemmelighed eller kærlighed ved at spise det der bliver serveret.
At spise det betyder for dig, at vedkommende kan se at du kærer dig.
På denne side, kan det også vise sig ved, at du, når du har inviteret nogen hjem, måske bliver lidt fortørnet hvis gæsterne ikke spiser den mad du serverer ‘kan de ikke lide min mad?’ ‘kan de ikke lide mig?’ tænker du måske.
Disse sammenkoblinger kan man nemt komme til at lave, hvis man er en pleaser.
Hvis du som jeg er vokset op med flinkeskolen og et mindset der tog det naturligt, at kvinder var og er til for at skulle være behjælpelige, søde og omgængelige - hvilket oversat blandt andet betyder, at spise når og hvad der bliver serveret, så kan denne adfærd ligge meget dybt forankret. For slet ikke at tale om at spise op! Selvfølgelig spiser jeg op.
Den virkelig selvdestruktive side af pleaser-spiseren…
Men så er der den anden side af pleaser-spiseren.
Det noget mere dybdeliggende og afgørende spisemønster pleaseren sommetider udviser, nemlig selv-behagespisning.
Det lyder måske rigtig godt med selvbehage spisning, men tro mig, det er i virkeligheden selvdestruktivt.
Når du behager andre, glemmer du dig selv.
Det der sker for nogle pleasere er, at de efter at have behaget andre igennem en længere periode, har et enormt behov for at drage omsorg for sig selv.
En af ulemperne ved at være en pleaser er, at man kan være så optaget af at behage andre, at man kan blive selvudslettende og have et kæmpe tomrum, mangel på at der bliver draget omsorg for én selv.
Hvad med dig? Hvem drager omsorg for dig?
Det er klart, hvis man hele tiden giver og giver til andre, men sjældent får noget igen, så mangler der balance - der mangler omsorg. Der mangler at du bliver behaget.
Dette tomrum, denne mangel på selv at blive behaget kan for mange kvinders vedkommende kun fyldes igennem mad og spisning. For det er det eneste de har lært.
At være vokset op i den selvudslettende behagesyge flinkeskole, har ikke givet dig nogle redskaber eller evner til at drage omsorg for dig selv.
Du blev ikke advaret om, at når du gør alt for andre kommer du selv til at mangle.
At når du som menneske mangler noget basal omsorg, og har lært at alle andre kommer i første række, så er den eneste form for selvomsorg du kender til, spisning.
Hvordan skulle du have lært andet. Hvordan skulle du kunne andet?
Det er altså ret afgørende viden, som du iørigt kan skelne skidt og kanel fra når det gælder vægttabsmentorer og coaches - har de ikke denne forståelsesvinkel, så skynd dig at lede efter mere kompetent hjælp - ellers kommer du aldrig til bunds og opnår et varigt vægttab.
Men når du er en pleaser der tilsidesætter dig selv for at behage andre. Så er det noget du har lært op igennem livet - enten tilfældigt eller fordi det i mange år var kotumen for kvinder.
Måske så du din mor gøre det samme. Måske har eller havde du en partner der forventede det.
Uanset, er det altså ikke noget du bevidst har truffet et valg omkring.
Denne trang til at behage andre gør, at du selv kommer til at mangle. Både fordi du ikke selv tager dig af dig selv, men også fordi du formentlig ‘glemmer’ at bede om at andre behager dig ‘mig er det ligemeget med, så længe de har det godt’ lyder det ofte fra en pleaser.
Men der mangler noget og det noget opfylder du momentært igennem mad og spisning - og derfor kommer du ikke til at tabe dig.
Jeg har selv gjort det, mange af mine klienter er i gang med at aflære det, det er helt normalt - det er en naturlig respons på den opdragelse du har fået. Det er menneskeligt.
Men det hjælper dig ikke til at opnå et varigt vægttab og et liv uden overspisning.
Derfor er det vigtigt, hvis du da vil opnå dette, at du får taget hånd om denne udfordring.
Pleaser-spiseren er et spisemønster med to sider - at spise for at behage andre og at spise fordi du betaler den personlige pris for at behage andre. Ingen af dem er særlig hensigtsmæssige, men heldigvis kan begge afhjælpes.
Ikke at du skal til at tilsidesætte alle andre og bare kræve en masse - nej, det ville sikkert ligge rigtig langt væk fra din natur og være upassende.
Men du skal have brudt spisemønsteret og så kan pleaser-tendensen modificeres ,hvis du ønsker det. Der er flere veje til Rom som det bekendt lyder.
Hvis du vil have min hjælp til at få brudt dette spisemønster og måske også pleaser-mønsteret, så kig lidt rundt her på min hjemmeside.
Jeg anbefaler at du starter med ‘den personlige samtale’ så du kan få klarlagt dine udfordringer, komme i gang med at bryde mønstrene og få en fornemmelse af, hvordan det er at arbejde sammen med mig om dit varige vægttab.