🎧 Episode 81: Perioder med slankekure og sult medfører overspisningsadfærd både hos dyr og mennesker (mød Bøllebob og Stribe Skumfidus)

 Podcasten VÆGTVINDER findes også på din foretrukne podcast-lyttested som f.eks.  I-tunes, Spotify mv. Søg blot efter 'VÆGTVINDER'.

Når jeg siger at overspisning er en naturlig følge af visse omstændigheder, situationer og begivenheder, så mener jeg det.

Faktisk er det så naturligt at udvikle en overspisningsadfærd, at det også finder sted i dyreverdenen.

Lad mig uddybe og forklare ved at introducere dig for vores to huskatte Stribe Skumfidus og Bøllebob.

Bøllebob - ‘jeg spiser når jeg er sulten og stopper når jeg er mæt’
Bøllebob er vores 4årige neutraliserede hunkat hentet på internat 

Bøllebob har et afslappet forhold til mad. 

Hun spiser sin tørkost og drikker sin vand. Hun tømmer sjældent sin madskål og kunne aldrig drømme om at hoppe på bordet eller spise af børnenes tallerkener.

Når der laves mad i huset, bliver hun liggende i sin stol og ænser ikke omgivelserne -på trods af de mange dufte.
Når hun engang imellem ligger under spisebordet samtidig med at vi spiser og der ryger noget på gulvet, så kan hun i bedste fald finde på at snuse til det og dufter det virkelig godt, kan hun finde på at spise det.

Stribe Skumfidus derimod…
Stribe kom tilløbende hos os da han var blot en lille killing. Han var tynd, uglet og havde utøj.
Stribe kom i vores varetægt og efter dyrlægebesøg, hvor han blev neutraliseret, øremærket og hans utøj blev behandlet, blev han vores kat nummer to.
Stribe har et helt andet forhold til mad eller foder, som det korrekt hedder når vi taler dyr, end Bøllebob.

Stribe er nærmest panisk omkring mad. Han tømmer altid madskålen uanset hvor meget eller lidt der hældes i den. 

Den kan slet ikke være i sig selv, når den kan dufte mad under madlavningen og er børnenes tallerkener uden opsyn, kan den sagtens finde på at gå i dem.
Stribe roder gerne i skraldespanden, hvis den kan komme til det og spiser alt den kan komme i nærheden af - selv frosne ærter.

Selvom Stribe har boet hos os i halvandet år, hvor den hverken har manglet foder, omsorg eller ly så har den stadigvæk samme adfærd omkring mad som da den ankom

På de fleste områder er de to katte ens.
De to katte har mange fællestræk. De er kælne, børnevenlige og nysgerrige, men lige på madområdet der er de hinandens diametrale modsætninger.

Stribe og Bøllebob har, som jeg kort var inde på, ikke haft samme opvækst.

Bøllebob har aldrig manglet foder eller sultet.
Bøllebob er vokset op på et internat, hvor hun kom til meget ung og hvor foder ikke var en mangelvare og hvor hun altid var sikker på at ‘gå mæt i seng’, hvis vi skal bruge en menneskerelateret term.
Dette fortsatte naturligvis da hun flyttede hjem til os.

Stribe derimod er vokset op med knaphed. 

Vi kender ikke hans eksakte historie, men noget tyder på at han har skulle kæmpe om føden. Han har haft flere perioder med sult og han kom til os, var han meget lille af hans alder og som tidligere nævnt ret afpillet.

Han er vokset op med, at føde er en mangelvare.
Føde er noget man skal indtage når det er til stede - og den adfærd hænger ved.

Selvom Stribe aldrig mere sulter og han har faste fodringer, så opfører han sig til stadighed som om han går en sultperiode i møde.

Det er Stribes forhold til mad.

Nu er Stribe en kat og selvom man selvfølgelig ikke kan sammenligne katte og mennesker som sådan, så er der alligevel nogle tydelige paralleller her.

Det er nemlig præcis det samme der sker, hvis du f.eks. tidligere har kastet dig ud i ekstreme slankekure eller sultekure. Du har godt nok sultet dig selv bevidst, men din krop og hjerne husker det på samme måde som Stribe der har sultet - uden at det var hans bevidste, ønskede valg.

Sult er sult, uanset årsaget kan du koge det ned til.

Uanset hvilken dyreart vi tilhører, så forholder det sig således, at når vi går igennem perioder med oplevet sult, så er risikoen for at udvikle et skævvredet forhold til sult, mad og spisning stor.

Dette udvikler sig ofte til overspisningsadfærd, som følger med også selvom vi ikke længere er under samme sult-forhold.

Stribe har samme spiseadfærd nu, som da han sultede - den eneste reelle forskel er, at nu er der nok mad. Men det ændrer ikke hans spisemønster - og det ændrer ikke dit spisemønster, at der nu er nok mad, hvis du førhen har sultet dig for at opnå et vægttab.
Hvis det var tilfældet ville du ikke tage på igen efter et vægttab.

Du har, i modsætning til Stribe, et tillæg til denne adfærd, et tillæg der er både hjælpsom og uhjælpsom.

Du har den veludviklede præfrontale cortex, også kaldet pandelapperne, som er den bevidste del af hjernen.

Denne del, den rationelle del af hjernen, er let påvirkelig og fordi du givetvis har prøvet en masse vægttabsforsøg, har der lagret sig forskellig viden her.
Viden der har bidraget til det skævvredne forhold til mad og spisning.
Hvis du f.eks. Har fået fortalt at  du skal forbyde dig selv visse fødevarer for at tabe dig.
At du ikke er god nok som du er.
At din vægt er det vigtigste i verden.
At du ikke kan stole på dig selv og din krop.
En masse viden, som gør spiseadfærden endnu mere uhensigtsmæssig.
En massse viden som ikke er korrekt, men det ved din hjerne ikke.

Men du kan også anvende dette tillæg til din fordel.

Du kan med den rette hjælp og en målrettet indsats, ændre dette forhold, præcis som jeg selv har gjort og som mange af mine klienter er i fuld gang med.

For igennem den bevidste del af hjernen kan vi rationalisere, være mere bevidst omkring vores tanker, følelser og handling samt træffe hensigtsmæssige beslutninger.

For Stribe er denne forandring fra at være overspiser til at have det der kaldes et ‘normaliseret forhold til mad’ noget mere simpel, men også noget mere usikker i forhold til om han vil lykkes med det.

Vi ved med sikkerhed at du kan slippe fri af din overspisningsadfærd.
Stribe derimod, det må tiden vise, for det eneste der kan ændre noget for ham er hans erfaring, at forsikre ham i at der er nok foder. Men det er ikke sikkert han nogensinde overbevises herom. Jeg taler trods alt ikke ‘kat’.

I disse tider hvor mange let kan føle sig trådt på, så vil jeg lige igen understrege, at denne sammenligning af overspisningsadfærd hos mennesker og katte igangsat af perioder med sult og slankekure, er for at tydeliggøre hvor naturligt det er, hvis også du har udviklet en overspisningsadfærd som følge af dette. 

Jeg har selv gjort det.

Min egen overspisningsadfærd blev blandt andet udviklet på baggrund af utallige vægttabsforsøg, hvor det næsten altid handlede om at spise så lidt som muligt eller med en forbudstilgang (spis ikke sukker) - alt sammen noget der trigger sult-overspisningsadfærd som den beskrevet i dag