🎧 Episode 83: Hvad vejer du egentlig selv? (Min personlige historie og forhold til og med tallet på vægten)

 Podcasten VÆGTVINDER findes også på din foretrukne podcast-lyttested som f.eks.  I-tunes, Spotify mv. Søg blot efter 'VÆGTVINDER'.

Hvor meget vejer du egentlig selv Gitte? Hvor ofte træder du på vægten og hvordan har du det med vægten?.

Jeg modtager en masse forskellige spørgsmål i min indbakke - nogle mere personlige end andre. Af og til er der nogen der spørger ind til min vægt. 

For min skyld må man spørge mig om hvad som helst og man skal nok få et svar. Nogle gange er svaret ‘det vil jeg ikke svare på’, men det er jo også et svar. 

Lige det her med min vægt, det har jeg intet imod at tale om. Det ville nok også være en kende mærkeligt nu jeg er vægttabsmentor, men sådan har det ikke altid været.
Jeg har i mange år skammet mig over min vægt og tænkt samt følt en hel masse omkring den. For dig der måske ikke har hørt det før, så har jeg gennemgået et større vægttab på 25 kilo og før det haft det man kalder yoyo-vægt, hvor vægten kører op og ned - så tro mig, jeg kender alt til det der med at skamme sig over vægten.

Vægten har jeg arbejdet rigtig meget med, for jeg har haft koblet alt muligt op på det tal den viste - mest af alt mit værd. 

Groft sagt, jo mere jeg vejede jo mindre følte jeg mig værd. Jo mere jeg vejede, jo mere følte jeg at jeg skulle kompensere og tilsidesætte mig selv. 

Helt skørt sikkert for personer der aldrig har kæmpet med vægten, men ikke desto mindre meget genkendeligt for mange der har problemer med vægten, måske også dig?

‘Men det er jo bare et tal!’.
Ja det ved jeg godt i dag - det vidste jeg også dengang, men det landende ikke rigtigt i mig. Det føles som om, at dagens tal var tilnærmelsesvist altafgørende.

Når jeg trådte op på vægten, så kunne jeg vurdere om jeg havde været god eller dårlig - underforstået var vægten faldet, havde jeg været god. 

Vægten dikterede også mit humør og selvfølelse igen afhængig af, om det gik nedad eller opad med den. 

Den vægt fyldte alt for meget. Jeg vejede mig i perioder flere gange om dagen - fuldstændig irrationelt og uden at tabe mig.

Vægten betød og dikterede alt for meget i mit liv og vil du høre noget paradoksalt?
Da jeg endelig kom igang med mit varige vægttab og det at slippe min overspisning, der vejede jeg mig meget sjældnere. Ikke som en bevidst beslutning, men det er noget jeg har kunne konstatere i retroperspektiv.

I mange år havde jeg en følelse af, at hvis jeg ikke sørgede for at veje mig selv og holde øje, så ville jeg miste kontrollen og bare tage på. 

Når jeg på VÆGTVINDERforløbet videregiver mine anbefalinger ift hyppigheden af vejning, så er der altid nogle der går i baglås over, hvor sjældent jeg anbefaler vejning og de må derfor have en nedtrapningsplan. Nu tror du måske at jeg laver sjov, men det gør jeg ikke.
For nogle kvinder føles vægten og det at at veje sig så altafgørende, at det at undlade vejning kan føles som kontroltab og den sikre vej til vægtøgning.
Disse kvinder har ofte en fast rutine omkring vejning, måske hver dag eller hver uge og at bryde denne rutine for kun at veje sig på månedsbasis, kræver mod og støtte.

Der findes også andre kvinder, som er bange for at træde op på vægten. De er bange for at se tallet. 

Det skal lige siges, at udefra kan man ikke se på en kvinde hvordan hun har det med vægten - det er ikke sådan, at fordi man har en bestemt størrelse, så har man et bestemt forhold til det tal.

Når man er bange for at træde op på vægten, kan det være enormt grænseoverskidende at gøre det f.eks. Ifbm lægebesøg eller sygehus. Dette kan for nogle kvinder gøre, at de ikke kommer afsted til f.eks en undersøgelse, fordi det kræver en vejning.
Her kan det for alvor gå hen og blive sundhedsfarligt.
Så en opfordring til alle sundhedsprofessionelle om at huske på at nogle kvinder har dårlige erfaringer med at blive vejet og derfor har brug for støtte i situationen - ikke negligering eller udskamning (man ved godt selv hvis man vejer ‘for meget’).


Men hvorfor ender vi der? Der hvor vægten har så meget magt? Det er for pokker bare en kasse der måler hvor meget du trækkes mod jordens tyngdekraft.

Det er ingen hemmelighed, at de fleste af os er vokset op i et vægtfikseret samfund med vægtidealer.
Disse idealer er blevet indprintet i os helt fra små. Noget af det første der sker når vi fødes er, at vi bliver vejet og herefter sker det regelmæssigt.
Ud fra vægten vurderes en masse kvantitative mål, men også kvalitative.

 
Vi vurderer blandt andet trivsel ud fra vægt, hvilket jo i princippet er helt hen i vejret.
I stedet for at måle på andre faktorer som f.eks. Søvn, uro, grin eller andet. 

Sundhedsplejersken i folkeskolen fortalte om vi var undervægtige, normale eller overvægtige - underforstået at alt udenfor en vis talgrænse ikke var normalt.
Det eneste man gerne vil være i folkeskolen er normal, så man passer ind i flokken, hvad tror du denne vurdering betyder for ens væren og selvopfattelse?

Idealer, rollemodeller, sundhedsskræmmekampagner, kvindesyn og nu til dags også de sociale medier, dikterer hvad den rigtige vægt er.
Dette har for nogle kvinder virkelig boret sig fast. Det er blevet til en overmonitorering af vægten, en overdreven fiksering på ‘hvad vejer jeg’ - så meget at det bliver styrende og har en påvirkning på kvindens trivsel.

Alt hvad der overgøres er uhensigtsmæssigt. Det gælder mad, motion, skærm, spil, alkohol, vejning og selvfølgelig også overspisning.
Når  noget overgøres, så skal det afhjælpes med støtte fra en der ved hvad hun laver, så det tager jeg naturligvis hånd om på mine forløb


Hvad vejer du så Gitte?
Jeg aner faktisk ikke hvad jeg vejer.
Jeg har en god idé om det og jeg vejer nok omkring 65 kilo.
Selvom jeg har en professionel vægt til mange tusinde kroner, der kan måle muskelmasse, fedtprocent, væske, fordeling og meget mere, så er det vist omkring to år siden jeg sidst trådte på den.
Ikke fordi jeg er bange for den, men fordi jeg har besluttet mig for, at det er ligemeget hvad jeg vejer. Og så har jeg i øvrigt også tilbragt nok af mit liv på en vægt.

Det der er afgørende for mig er, hvordan jeg har det og om mit tøj sidder behageligt - det sidste er meget vigtigt for mig. Jeg hader tøj der strammer om maven eller lårene og det gør mit tøj i perioder, hvor vægten formentlig er lidt højere.

Jeg kan tydeligt se på mit ansigt og øverste bryst, hvor jeg ligger rent vægtmæssigt - ikke tallet men mere om jeg har taget på eller tabt mig.
Om jeg har taget to kilo på eller om jeg har tabt 500 gram - det tal betyder ikke noget for mig. Mit værd er ikke længere koblet på min vægt - faktisk er intet koblet på min vægt længere og det er en kæmpe befrielse.

Jeg kan rigtig godt lide at være og føle mig stærk. Så jeg styrketræner og jeg ved også at det betyder at min vægt er højere - muskler har som bekendt højere massefylde end fedt.

Det at jeg ikke ved hvad jeg vejer betyder ikke, at jeg ikke passer på mig selv og min krop - det betyder bare, at jeg måler på mange andre parametre.

Hvis jeg begyndte at gå op i tallet på vægten igen, så ville det være et udtryk for at jeg mentalt var på vej i en uhensigtsmæssig retning. Hvis jeg pludselig tillagde mig selv værdi afhængig af tallet.

Det betyder på ingen måde, at du også har det sådan, at det er usundt for dig med fokus på tallet, men det er uden tvivl en tendens som går igen hos mange kvinder. Langt de fleste af mine klienter overvejer sig eller er bange for vægten - begge dele lige uhensigtsmæssigt.

Så hvordan påvirker vægten dig?
Hvor ofte vejer du dig?
Og betyder tallet noget?
Har du dit værd koblet op på vægten eller dikterer den dit humør? Hvor ‘god’ du har været?

Hvis du har mod på det, så prøv at lade vægten være - undgå at veje dig, bare for en stund.
Det at du ikke vejer dig, giver dig ikke mindre kontrol (selvom det måske føles sådan), det giver dig mulighed for at måle på andre parametre. Hvem ved, måske finder du meget større glæde og motivation i dette, frem for hvad kassen på badeværelsesgulvet fortæller dig.