155: Overspisning, BED og spisning på følelser
Oct 19, 2023Ved at trykke på playknappen kan du lytte med på Spotify. Foretrækker du I-Tunes tryk her
Husk at følge podcasten VÆGTVINDER, så du ikke går glip af mine bonusepisode, der kun udgives til faste følgere (gratis).
Mange kvinder har svært ved at indse at de overspiser, og når man ikke kan indse, hvad problemet er, altså hvad der står i vejen for et varigt vægttab, så er det nærmest umuligt at opnå det man gerne vil.
Så er det, at man altid skal ‘tilbage på hesten’ eller starte forfra. Så er det at man kører rundt i forskellige vægttabstiltag og gang på gang oplever nederlag i forbindelse med et vægttab.
Af den simple årsag, at man - måske også du - ikke adresserer det egentlige problem.
For er problemet overspisning, handler det hverken om, at du skal samle dig, finde en bedre slankekur eller stramme op.
Det handler derimod om at få adresseret, afhjulpet og afmonteret overspisningen, som den er: overspisning.
Når vi tager fat på det egentlige problem på en ordentlig, velunderbygget og professionel måde, slipper problemet også.
Og når du får overspisningen afmonteret, bliver dit vægttab til et varigt vægttab.
For overspisning opstår, når du spiser mere end du faktisk har et reelt fysisk behov for, som følge af bestemte situationer, følelser eller omstændigheder. For rigtig mange kvinder, der ønsker at tabe sig, udgør dette en væsentlig del af årsagen til, at vægten er, som den er.
I dag vil jeg altså fortælle lidt om overspisning - særligt om de mange misforståelser der er omkring overspisning.
Hvad er overspisning?
Overspisning er, når du spiser mere, end du har et reelt fysisk behov for.
Så enkelt kan det i princippet siges. Jeg plejer gerne at tilføje ‘som følge af bestemte situationer, følelser eller omstændigheder’, fordi det er årsag til selve overspisningen.
Nogle eksempler herpå er:
Når jeg keder mig
Når jeg sidder i sofaen om aftenen
Når jeg skal hygge med familien
Når jeg er på ferie
Når jeg kommer hjem fra arbejde
Når jeg er stresset
Når jeg skal arbejde hjemmefra
Osv, osv osv.
Hvad der igangsætter din overspisning er individuelt og ikke nødvendigvis det samme som for din nabo.
Det er dit unikke puslespil så at sige og det er det puslespil der skal ryddes op i på en ordentlig måde.
Hvad og hvor meget du overspiser, varierer også meget. For nogle drejer det sig om søde snacks som f.eks. chokolade eller slik, og for andre er det 'almindelig mad', der indtages i for store mængder, mens det for andre igen er lidt af det hele, eller måske er det lidt for meget vin - uden at være alkoholiker, vel at mærke.
Så essensen af det, jeg siger, er altså, hvis vi nu siger, at du kommer til at overspise, når du keder dig, har weekend eller føler dig presset. Det er dine triggere eller igangsættere. Så kan du godt formå at tabe dig i en periode. Enten fordi du er inde i en god periode, hvor du ikke er enormt presset, så din overspisning ikke udløses. Eller fordi du i en periode undertrykker disse overspisningsmønstre - du holder dem i ave, ignorerer dem og bruger tonsvis af viljestyrke på at holde kursen.
Problemet er, at før eller siden vil du enten komme ind i en presset periode igen, eller du vil løbe tør for viljestyrke - uanset hvilken situation du er i. Så vil overspisningen komme galoperende tilbage, og du vil tage på igen. Så har du ikke løst problemet, men blot skubbet det foran dig.
Det er det, der altid sker, når du ikke får taget hånd om det egentlige problem på en ordentlig måde. Og ja, jeg bliver ved med at sige 'ordentlig måde', for der findes desværre mange ikke-ordentlige metoder, der bliver promoveret derude, hvor kvinder efterlades i en værre tilstand, end da de startede."
Der er forskel på overspisning og tvangsoverspisning (BED). Mange har en opfattelse af, at hvis man overspiser, sidder man og grovæder hæmningsløst absurde mængder mad og slet ikke kan styre sig.
Mange har et indre billede fra den gamle film 'Seven', hvor Brad Pitt har hovedrollen, og hvor en af dødssynderne er 'gluttony,' som er frådseri af mad og drikke.
Det er imidlertid en helt forkert og stigmatiseret opfattelse af både overspisning og tvangsoverspisning (BED).
Det er vigtigt at sige, at der er forskel på overspisning og tvangsoverspisning. Hvor tvangsoverspisning er en spiseforstyrrelse på linje med eksempelvis bulimi, dækker overspisning over et eller flere spisemønstre, der er blevet overøvet, og personen oplever det som et problem.
Og det sidste er vigtigt: Personen oplever det som et problem.
Med overspisning er der nogle, der gør det, der ikke oplever det som et problem - og det er ikke andres opgave at gøre det til et problem. Det kan være, at personen godt ved, at hun spiser for meget, når hun stresser, og som følge deraf vejer for meget, men hun synes ikke, det er et problem. Eller at hun har det med at hygge for meget, og for hende betyder hygge at hyggespise. Men det ønsker hun ikke at ændre. Jamen, så har hun ikke et problem.
Du læser formentlig med her, fordi du har et ønske om et varigt vægttab og et liv uden overspisning, men det ønsker vedkommende ikke. Oplever du, at du har svært ved at tabe dig, er du ked af det over din vægt eller dine overspisningsepisoder. Fylder tanker om mad, vægt og spisning for meget, jamen så synes du formentlig, det er et problem - og så kan problemet løses.
Man kan ikke nødvendigvis se på en kvinde at hun kæmper med BED, men i det offentlige skal du være over en bestemt vægt for at kunne få hjælp
Jeg hjælper både kvinder med overspisning og BED. Selvom BED starter med overspisning, og de ligner hinanden langt hen ad vejen, er det vigtigt, at de hver især bliver adresseret som det, de er.
Hvis du har BED, kan du få min hjælp, hvis du enten står på venteliste til hjælp fra det offentlige eller hvis du har afsluttet hjælpen, og det ikke hjalp. Desværre halter hjælpen til BED i det offentlige, når det kommer til at løse problemet. Ofte består den af gruppeterapi, hvor man kun får forståelse af problemet og sidder sammen med andre, der har lignende udfordringer, men problemet løses ikke. Det er selvsagt rart at vide, at man ikke er den eneste, og det kan også være givende at tale om det i et åbent, ikke-dømmende rum, men det løser ikke problemet.
Det er ikke nok at forstå, hvorfor man har et problem. Det skal også løses, ligesom hvis min bil ikke vil køre. Jeg kan forstå, at årsagen til, at min bil ikke vil køre, er en knækket tandrem, men det betyder ikke, at jeg kan skifte tandremmen.
Jeg siger ikke dette for at pege fingre, for jeg ved, hvor belastet vores system er, og den hjælp er trods alt bedre end ingen hjælp. Det skal også siges, at mange finder trøst i denne form for gruppeterapi, men jeg får også mange, for hvem problemet ikke blev løst.
Hvis du i øjeblikket modtager BED-behandling, opfordrer jeg dig til at vente med at søge min hjælp, indtil den offentlige behandling er afsluttet. Hvis du står på venteliste eller har afsluttet behandlingen uden at få løst problemet, kan du booke en gratis afklarende samtale (se øverst på siden), hvor jeg kan give dig klare svar på, om jeg kan hjælpe dig eller ej.
Du kan ofte kun få hjælp fra det offentlige til BED, hvis du har alle symptomerne, samt hvis din vægt er over et vist tal. Mange afvises for offentlig hjælp, fordi deres vægt ikke er alarmerende høj, men det gør ikke selve spiseforstyrrelsen mindre invaliderende og problematisk
Og det fører mig til et tredje og vigtigt element ved overspisning: Du kan være slank og overspise. Ja, at overspise betyder ikke nødvendigvis, at du vejer for meget.
Hvordan i alverden hænger det nu sammen? Tænker du måske.
Det hænger sådan sammen, at vedkommende kompenserer for sin overspisning, f.eks. ved at træne helt vildt meget, ved at gå og 'spare kalorier sammen,' så der er plads til overspisningens ekstra kalorier senere, eller ved at sulte sig efter en overspisningsepisode.
Med andre ord: de er fanget i et penduleringsmønster - du er fanget i et penduleringsmønster. Hvis du har læst med før, har du også hørt mig tale om penduleringsmønster. Det er et mønster, hvor du skiftevis går fra perioder, hvor du enten spiser hensigtsmæssigt eller for lidt, til perioder, hvor du spiser for meget. Det er altså enten-eller. Disse perioder kan vare alt fra et par timer til flere uger eller måneder, men uanset hvad, går det altid sådan, at du i perioder spiser hensigtsmæssigt eller for lidt til perioder, hvor du spiser for meget.
Når vægten ikke øges, er det med stor sandsynlighed, fordi du spiser alt for lidt, og de overskydende kalorier forbruges.
Det er enormt drænende, opslidende og usundt at være fanget i dette penduleringsmønster. Ja, du er fanget, og nej, du kan ikke bare forblive på den 'sunde side' af penduleringen. Sådan fungerer det desværre ikke. Derfor er der for mange, der er fanget i dette mønster, også en konstant underliggende bekymring for 'hvornår går det galt igen!?'
Der er aldrig rigtig ro, for det er pendulering - pendulet hænger aldrig bare stille i midten. Det er altid i den ene eller anden side.
I de seneste år er dette penduleringsmønster blevet mere udbredt blandt kvinder, og jeg gætter på, at det skyldes alle de vægttabstiltag, der skubber pendulet mere og mere ud i ekstremer.
Disse rigide, overmonitorerende og strikse livsstilsretninger, diæter og kure forværrer penduleringen. Når personen følger dem, går det umiddelbart godt. Man taber sig og klør på. Men dette kan ikke opretholdes på den lange bane, og når pendulet svinger tilbage til den 'dårlige periode,' svinger det endnu længere - overspisningerne, vægtøgningen og demotivationen for at leve hensigtsmæssigt bliver endnu større. Pendulet svinger, og det stopper ikke ved at blive presset endnu mere. Tværtimod. Denne pendulering er et overspisningsmønster, der skal adresseres som det, det er: et overspisningsmønster. Og det skal selvfølgelig gøres ordentligt.
Det vigtigste budskab i dag er: Hvis overspisning er et problem og spænder ben enten i dit vægttab eller din trivsel, så ræk ud. Få hjælp til at ændre det. Om tre til fire måneder kan du med den rette hjælp være kvit det - for altid!
Se mere på menulinjen øverst for at få min hjælp.